Rabies (hundegalskab)

Sygdommen og dens symptomer

Rabies (eller hundegalskab) er en virussygdom, som påvirker centralnervesystemet og i sidste ende forårsager hjernebetændelse og død. Sygdommen overføres til mennesker via et smittet dyrs spyt. Typisk som følge af et bid eller evt. ved at spyt kommer i kontakt med åbne sår eller slimhinder ved, at dyret slikker på disse.

Symptomerne opstår fra typisk et par uger til flere måneder efter et bid. Blandt de første symptomer kan nævnes feber, hovedpine og utilpashed, og disse efterfølges af symptomer på hjernebetændelse, f.eks. kan der være hallucinationer. Ligeledes kan personer, der er smittet med rabies, reagere på vand og få anfald med vejrtræknings- og synkebesvær, hvilket beskrives som hydrofobi. Der kan også forekomme lammelser. Hvis man først har fået symptomer på sygdommen, kan rabies ikke kureres og vil medføre døden hos den syge person, men sygdommen kan forebygges med vaccination (evt sammen med immunglobulin).

Vaccination

Behovet for vaccination inden smitteudsættelse vurderes fra person til person. Tal derfor med din læge eller en vaccinationsklinik om dit specifikke behov. Hvis det vurderes at være relevant, skal man selv sørge for at blive vaccineret mod rabies, da denne vaccination ikke er en del af det danske børnevaccinationsprogram.

Hvis man bliver bidt eller udsat for spyt fra et dyr, der muligvis er smittet med rabies, er det vigtigt, at man vasker såret grundigt og omgående søger læge – det gælder også, selvom man er blevet vaccineret tidligere, idet yderligere vaccinationer og injektion af rabies immunglobulin kan være nødvendig for at forebygge sygdommen. Den forebyggende behandling ved smitte kan også anvendes uden forudgående vaccination.

Da rabiesvirus kan være til stede i en persons væv længe før symptomerne starter, er det vigtigt, at rejsende, der kan være smittet med rabies, sørger for at fuldføre den forebyggende behandling, også selvom det er lang tid siden, man er blevet bidt, slikket eller kradset af et potentielt smittet dyr.

Anden beskyttelse

Undgå kontakt med dyr, når du er i udlandet. Det er ikke kun hunde, der kan overføre sygdommen, også andre pattedyr som f.eks. katte, aber og flagermus kan overføre rabies. 

Det kan være svært, især for børn, at konstatere, om man er blevet udsat for smitte, da den som nævnt kan overføres, hvis man blot bliver slikket eller kradset af dyret.

For at forhindre smitte skal man omgående vaske såret eller riften grundigt med vand og sæbe og umiddelbart søge læge med henblik på eventuel forebyggende behandling med vaccination og evt. immunglobulin. En behandling, der er påbegyndt i udlandet, kan fortsættes i Danmark.

Forekomst

Rabies forekommer overalt i verden, og det anslås, at ca 59.000 mennesker primært i Afrika og Asien dør af sygdommen hvert år. I Danmark forekommer rabies i flagermus.

Smittekilder

  • Bid eller slik fra et smittet dyr, hvor der kommer spyt ind i såret eller på slimhinderne.

Tal med din læge om risikoen for rabies på din rejse, og om du eventuelt bør vaccineres før rejsen, samt hvordan du forholder dig i tilfælde af smitteudsættelse.

Book tid