HPV infektioner (human papillomavirus infektioner)

Sygdommen og dens symptomer

Blandt de ca. hundrede beskrevne typer af HPV (human papillomavirus) anses mindre end 20 af dem som HPV-højrisikotyper på grund af deres forbindelse med livmoderhalskræft og andre former for kræft f.eks. kræft ved endetarmsåbningen. HPV 16 og HPV 18 er ansvarlig for 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft.

Virussen spredes ved seksuel kontakt eller ved at berøre en smittet persons kønsdele. Kondomer mindsker risikoen, men giver ikke fuld beskyttelse.

Vaccination

Vaccination er en del af det danske børnevaccinationsprogram og tilbydes piger og drenge i 12-års-alderen som 2 doser.

Vaccinationen beskytter mod de hyppigste kræftdannende HPV-typer, hvilket forhindrer dannelse af forandringer på livmoderhalsen, som er forstadiet til kræft. En vaccination beskytter derudover også mod de hyppigste HPV-typer der er årsag til kønsvorter.

Anden beskyttelse

Jævnlige celleprøver fra livmoderhalsen som del af det officielle screeningsprogram er vigtige for at forhindre livmoderhalskræft selvom man er vaccineret, blandt andet fordi vaccinen ikke beskytter mod alle kræftdannende HPV-typer. Undersøgelse af celleprøver har til formål at finde frem til celler, der er ved at blive eller allerede er kræftceller, så de kan behandles på et tidligt tidspunkt.

Selv om sikker sex altid anbefales, beskytter et kondom ikke fuldt mod overførsel af HPV. Det forhindrer f.eks. ikke, at virus, som forekommer på huden rundt om kønsdelene, overføres.

Forekomst

HPV (human papillomavirus) er almindelige og overføres nemt. Flertallet af seksuelt aktive kvinder og mænd smittes på et eller andet tidspunkt i deres liv og nogle flere gange. De fleste infektioner slås ned af immunforsvaret, men visse højrisikovirustyper kan slå sig ned i f.eks. livmoderhalsen og kan med tiden medføre kræft.

Smittekilder

Overføres seksuelt.

Tal med din læge eller en vaccinationsklinik om, hvorvidt vaccination er relevant for dig.

Book tid