Hepatitis B
Hvad er hepatitis B?
Hepatitis B er en virusinfektion, som angriber leveren og kan forårsage både akut og kronisk leverbetændelse.
Hepatitis B er en virusinfektion, som angriber leveren og kan forårsage både akut og kronisk leverbetændelse.
Inkubationstiden (tiden fra man bliver smittet, til man får symptomer) for hepatitis B infektion er én til seks måneder. Om man får symptomer afhænger af blandt andet alderen på smittetidspunktet. Den akutte infektion forløber hos mange uden symptomer (også kaldet subklinisk) – særligt hos mindre børn. Således vil langt de fleste nyfødte der smittes af moderen i forbindelse med fødslen ikke udvise symptomer eller tegn på den akutte infektion med hepatitis B.
En del personer vil opleve symptomer på akut leverbetændelse med hepatitis B. Ved den akutte symptomgivende infektion kan man få influenza lignende symptomer med hovedpine, feber, træthed og generel ømhed i kroppen. Desuden kan man miste sin appetit, få kvalme, opkastning og mavesmerter. Endelig bliver huden og det hvide i øjnene sædvanligvis gulligt (kaldet gulsot), og man kan få mørkfarvet urin og lys afføring. Man kan også få ømme led, og det kan klø på kroppen.
Sygdomsvarigheden er fra få uger til flere måneder. De fleste patienter, som oplever symptomer bliver efterfølgende raske og immune mod hepatitis B.
Akut livstruende leversvigt, som er den mest alvorlige komplikation ved akut leverbetændelse forårsaget af hepatitis B, ses sjældent.
Kronisk leverbetændelse kan udvikles efter hepatitis B infektion. Kronisk infektion kan give senfølger som skrumpelever og mere sjældent leverkræft. En stor del af byrden af hepatitis B på globalt plan skyldes disse følger af den kroniske infektion.
Risikoen for at udvikle kronisk hepatitis B afhænger af alderen på infektionstidspunktet, og er størst for mindre børn.
Som anført får stort set ingen af de børn, der smittes i forbindelse med fødslen akutte symptomer på infektion, men risikoen for at de udvikler en kronisk infektion er op til 90%. Hos ca. 5 til 10 % af de, der smittes som voksne, udvikles kronisk leverbetændelse.
Der vil således være mange på verdensplan der har kronisk hepatitis B infektion, men som aldrig havde symptomer på den akutte infektion.
Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod hepatitis B for særlige risikogrupper, for eksempel
Man kan blive vaccineret med en hepatitis B-vaccination alene eller med en kombinationsvaccination, der både beskytter mod hepatitis A og hepatitis B.
Hepatitis B-vaccination kan gives i alle aldre – selv til nyfødte.
Hepatitis B er udbredt i store dele af verden. WHO anslår, at der på verdensplan er 296 millioner kronisk smittede (2019), som dermed kan smitte andre. Antallet af nye smittede per år anslås af WHO til at være omkring 1,5 millioner mennesker.
Virus findes i leveren og i blod og andre kropsvæsker. Hepatitis B kan smitte, hvis inficeret blod eller kropsvæske kommer ind i kroppen, og kan dermed smitte ved seksuel kontakt. Selv små mængder blod kan overføre infektionen, og hepatitis B kan overleve udenfor kroppen i f.eks. størknet blod i flere dage. Hepatitis B virus kan således også smitte ved brug af forurenede instrumenter mv.- f.eks. barbergrej.
Tal med din læge eller vaccinationsklinik om, hvorvidt du bør vaccineres.