Hepatitis A

Hvad er hepatitis?

Hvad er hepatitis A?

Hepatitis A, også kaldet smitsom leverbetændelse, er en akut smitsom leversygdom, som skyldes en virus og overføres fækal-oralt. Den overføres normalt ved indtagelse af mad eller vand, der er forurenet med fæces (afføring) eller direkte eller indirekte kontakt med afføring. Hepatitis A er en af de mest almindelige alvorlige infektionssygdomme, man kan få på rejser, og som kan forebygges med vaccination.

Hepatitis A-virus forårsager ikke kronisk leversygdom, men det kan tage flere uger at komme sig over sygdommen. Trætheden kan dog vare ved i flere måneder, efter at betændelsestilstanden er aftaget.

Det kliniske forløb varierer lige fra asymptomatisk infektion, som er almindelig hos mindre børn, til symptomatisk sygdom hos voksne eller i sjældne tilfælde livstruende leversvigt. Virussen kan også overføres af personer med en asymptomatisk infektion.

Kan man vaccineres mod hepatitis A?

Som rejsende skal man selv sørge for at beskytte sig mod hepatitis A.

Myndighederne anbefaler vaccination mod hepatitis A i forbindelse med rejser til områder med øget forekomst af hepatitis A. Desuden anføres, at intravenøse stofmisbrugere, husstandsmedlemmer under 18 år til hepatitis B smittede og personer med hepatitis C bør anbefales vaccination mod både hepatitis A og B.

Familier, der modtager adoptivbørn fra områder, hvor hepatitis A er endemisk, anbefales vaccineret før barnets ankomst.

Man kan blive vaccineret med en hepatitis A-vaccination alene eller med en vaccination, der både beskytter mod hepatitis A og hepatitis B. Begge typer vaccination kan gives til voksne og børn over 1 år. Børn under et år kan gives immunglobulin mod hepatitis A i stedet (mens vaccination mod hepatitis B kan gives fra fødslen).

Efter fuldendt vaccinationsprogram opnås generelt langvarig immunitet mod hepatitis A (og også mod B hvis man anvendte kombinationsvaccination).

Anden beskyttelse

Ud over at blive vaccineret skal du sørge for at undgå mulige smittekilder ved at opretholde en høj hygiejnestandard og være opmærksom på risikoen i forbindelse med indtagelse af eller kontakt med mad og vand.

Hvor udbredt er hepatitis A?

Hepatitis A er udbredt i store dele af verden, og har også forøget forekomst i egne af Europa.

Turister, der rejser fra meget høje hygiejniske forhold til lande med dårlig hygiejne, er særligt udsatte for at få sygdommen, uanset hvor høj hotelstandarden og lignende er. 

Hvordan smitter hepatitis A?

Gennem indtagelse af vand/drikkevarer og fødevarer forurenet med afføring, samt anden direkte/indirekte kontakt med afføring.

Det er således en god idé at overholde de almindelige såvel hygiejniske som fødevarehygiejniske råd ved rejse, såsom håndhygiejne og f.eks. at undgå drikkevarer (inkl. isterninger) der ikke er fra forseglede flasker, undgå frugt man ikke selv har skrællet samt at undgå kolde fødevarer og vælge kogte eller stegte retter, der lige er tilberedt. Vær dog opmærksom på, at forurening af f.eks. fødevarer kan ske umiddelbart før servering.

Tal med din læge eller vaccinationsklinik, om du bør vaccineres.

Book tid