GSK bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside. Du kan blokere brugen af cookies, men nogle er væsentlige for at få vores hjemmeside til at fungere korrekt. Ved fortsat at browse på denne hjemmeside accepterer du brug af cookies. OK

vaccineportalen.dk

Rabies (hundegalskab)

Rabies (hundegalskab) vaccination ved rejse til følgende lande

Sygdommen og dens symptomer

Rabies (eller hundegalskab) er en virussygdom, som påvirker centralnervesystemet og i sidste ende forårsager hjernebetændelse og død. Sygdommen overføres til mennesker via et smittet dyrs spyt. Typisk som følge af et bid eller evt. ved at spyt kommer i kontakt med åbne sår eller slimhinder ved, at dyret slikker på disse.

Symptomerne opstår fra typisk et par uger til flere måneder efter et bid. Blandt de første symptomer kan nævnes feber, hovedpine og utilpashed, og disse efterfølges af symptomer på hjernebetændelse, f.eks. kan der være hallucinationer. Ligeledes kan personer, der er smittet med rabies, reagere på vand og få anfald med vejrtræknings- og synkebesvær, hvilket beskrives som hydrofobi. Der kan også forekomme lammelser. Hvis man først har fået symptomer på sygdommen, kan rabies ikke kureres og vil medføre døden hos den syge person, men sygdommen kan forebygges med vaccination (evt sammen med immunglobulin).

 

Vaccination

Man skal selv sørge for at blive vaccineret mod rabies, da denne vaccination ikke er en del af det nationale vaccinationsprogram.

Behovet for vaccination inden smitteudsættelse vurderes fra person til person. Det er uhyre vigtigt, at man - selvom man har fået disse vaccinationer - stadig søger læge umiddelbart efter, man bliver udsat for smitte for at få yderligere vacciner med henblik på at forebygge sygdom.

Hvis du bliver bidt eller udsat for spyt som f.eks. via slik af et dyr, der muligvis er smittet med rabies, er det vigtigt med grundig vask af såret og omgående søge læge – også selv om du er blevet vaccineret tidligere, da du skal have yderligere vaccinationer for at forebygge sygdommen.

Der er også en forebyggende behandling, der kan påbegyndes efter smitteudsættelse, også uden forudgående vaccination. Den skal også påbegyndes umiddelbart efter biddet for at modvirke den dødelige sygdom, og består både i vaccinationer og injektion af rabies immunglobulin.

Da rabiesvirus kan være til stede i en persons væv længe før symptomerne starter, er det vigtigt, at rejsende, der er blevet bidt af et dyr, som kan være smittet med rabies, sørger for at fuldføre den forebyggende behandling, også selv om der er gået lang tid siden biddet.

Tal med din læge om risikoen for rabies på din rejse, og om du eventuelt bør vaccineres før rejsen, samt hvordan du forholder dig i tilfælde af smitteudsættelse.

Anden beskyttelse

Undgå kontakt med dyr, når du er i udlandet. Det er ikke kun hunde, der kan overføre sygdommen, også andre pattedyr som f.eks. katte, aber og flagermus kan overføre rabies. 

Det kan være svært, især for børn, at konstatere, om man er blevet udsat for smitte, da den som nævnt kan overføres, hvis man blot bliver slikket eller kradset af dyret.

For at forhindre smitte skal man omgående vaske såret eller riften grundigt med vand og sæbe og umiddelbart søge læge med henblik på eventuel forebyggende behandling med vaccination og evt. immunglobulin. En behandling, der er påbegyndt i udlandet, kan fortsættes i Danmark.

Forekomst

Rabies forekommer overalt i verden, og det anslås, at over 55.000 mennesker primært i Afrika og Asien dør af sygdommen hvert år. I Danmark forekommer rabies i flagermus.

Smittekilder

  • Bid eller slik fra et smittet dyr, hvor der kommer spyt ind i såret eller på slimhinderne.