GSK bruger cookies til at forbedre din oplevelse på vores hjemmeside. Du kan blokere brugen af cookies, men nogle er væsentlige for at få vores hjemmeside til at fungere korrekt. Ved fortsat at browse på denne hjemmeside accepterer du brug af cookies. OK

vaccineportalen.dk

Hepatitis B

Hepatitis B vaccination ved rejse til følgende lande

Hvad er hepatitis B?

Hepatitis B er en virusinfektion, som angriber leveren og kan forårsage både akut og kronisk leverbetændelse.

Hvad er akut hepatitis B?

Inkubationstiden (tiden fra man bliver smittet, til man får symptomer) for hepatitis B infektion er én til seks måneder. Om man får symptomer afhænger af blandt andet alderen på smittetidspunktet. Den akutte infektion forløber hos mange uden symptomer (også kaldet subklinisk) – særligt hos mindre børn. Således vil langt de fleste nyfødte der smittes af moderen i forbindelse med fødslen ikke udvise symptomer eller tegn på den akutte infektion med hepatitis B.

Find nærmeste læge eller vaccinationsklinik og book tid til vaccination 

En del personer vil opleve symptomer på akut leverbetændelse med hepatitis B. Ved den akutte symptomgivende infektion kan man få influenza lignende symptomer med hovedpine, feber, træthed og generel ømhed i kroppen. Desuden kan man miste sin appetit, få kvalme, opkastning og mavesmerter. Endelig bliver huden og det hvide i øjnene sædvanligvis gulligt (kaldet gulsot), og man kan få mørkfarvet urin og lys afføring. Man kan også få ømme led, og det kan klø på kroppen. 

Sygdomsvarigheden er fra få uger til flere måneder. De fleste patienter, som oplever symptomer bliver efterfølgende raske og immune mod hepatitis B.

Akut livstruende leversvigt, som er den mest alvorlige komplikation ved akut leverbetændelse forårsaget af hepatitis B, ses sjældent.

 

Hvad er kronisk hepatitis B?

Kronisk leverbetændelse kan udvikles efter hepatitis B infektion. Kronisk infektion kan give senfølger som skrumpelever og mere sjældent leverkræft. En stor del af byrden af hepatitis B på globalt plan skyldes disse følger af den kroniske infektion.

Risikoen for at udvikle kronisk hepatitis B afhænger af alderen på infektionstidspunktet, og er størst for mindre børn.

Som anført får stort set ingen af de børn, der smittes i forbindelse med fødslen akutte symptomer på infektion, men risikoen for at de udvikler en kronisk infektion er op til 90%. Hos ca. 5 til 10 % af de, der smittes som voksne, udvikles kronisk leverbetændelse.

Der vil således være mange på verdensplan der har kronisk hepatitis B infektion, men som aldrig havde symptomer på den akutte infektion.

 

Kan man vaccineres mod hepatitis B?

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod hepatitis B for særlige risikogrupper, for eksempel

  • børn (fra fødslen) af mødre med hepatitis B
  • husstandsmedlemmer samt seksualpartnere til personer med hepatitis B
  • visse personalegrupper
  • mænd der har sex med mænd
  • samt en række andre grupper – herunder ved rejserelateret risiko

Man kan blive vaccineret med en hepatitis B-vaccine alene eller med en kombinationsvaccine, der både beskytter mod hepatitis A og hepatitis B.

Hepatitis B-vaccination kan gives i alle aldre – selv til nyfødte.

 

Hvor udbredt er hepatitis B?

Hepatitis B er udbredt i store dele af verden. WHO anslår, at der på verdensplan er 257 millioner kronisk smittede på verdensplan i 2017, som bærer hepatitis B og dermed kan smitte andre.

Hvordan smitter hepatitis B?

Virus findes i leveren og i blod og andre kropsvæsker. Hepatitis B kan smitte, hvis inficeret blod eller kropsvæske kommer ind i kroppen, og kan dermed smitte ved seksuel kontakt. Selv små mængder blod kan overføre infektionen, og hepatitis B kan overleve udenfor kroppen i f.eks. størknet blod i flere dage. Hepatitis B virus kan således også smitte ved brug af forurenede instrumenter mv.- f.eks. barbergrej.

Hepatitis B kan overføres ved f.eks.:

  • ubeskyttet sex
  • kontakt med blod (f.eks. i forbindelse med en ulykke, lægebehandling, tandlægebesøg, blodtransfusion, kontaktsport, manicure eller pedicure)
  • piercing og tatovering
  • stofmisbrug via indsprøjtning
  • indbyrdes kontakt mellem mindre børn ved almindelig leg (bid, rifter osv.)
  • overførsel af infektion fra mor til barn i forbindelse med graviditet eller fødsel
  • Almindelig husstandskontakt.

Tal med din læge eller vaccinationsklinik, om du bør vaccineres.